Hvis du vil ansætte en voksenlærling/-elev

Her får I en trin-for-trin-guide til, hvordan I som virksomhed kan ansætte en voksenlærling/-elev.

1. Bliv godkendt som praktikvirksomhed

For at I kan ansætte en voksenlærling/-elev, skal jeres virksomhed være godkendt til at uddanne lærlinge/elever. Er virksomheden ikke godkendt som praktikvirksomhed, kan I kontakte den nærmeste erhvervsskole, der uddanner elever, som er relevante for jeres virksomhed. Skolen kan hjælpe jer med at søge om godkendelse.

2. Find en voksenlærling/-elev

I kan finde en voksenlærling/-elev på flere måder.

a. Ønsker I en voksenlærling/-elev, der kommer fra ledighed, kan I kontakte den lokale a-kasse eller jobcenteret. De kan hjælpe jer med at finde en relevant kandidat. I kan også finde eller annoncere efter voksenlærlinge på portalen praktikpladsen.dk.

b. I kan også tilbyde en eller flere af jeres nuværende medarbejdere en voksenlærlingeaftale. Er medarbejderen ufaglært, kan I få et tilskud fra jobcenteret på 30 kr. i timen. Se skema for, hvornår en voksenlærling/-elev udløser tilskud her.

3. Få afklaring på, hvor lang tid uddannelsen vil vare

Kontakt den nærmeste erhvervsskole for at få foretaget en realkompetencevurdering af lærlingen/eleven. En realkompetencevurdering giver afklaring på, hvor lang tid den kommende voksenlærling/-elev skal være under uddannelse. Mange voksenlærlinge/-elever har flere års erfaring, som de kan få merit for.

Afklar, om jeres virksomhed kan få voksenlærlingetilskud. I kan bede den potentielle voksenlærling/-elev om at kontakte det lokale jobcenter for at få en vejledende erklæring på, at han/hun er berettiget til tilskud og hvor meget. 

4. Underskriv uddannelsesaftalen

Når I har afklaret muligheden for tilskud samt uddannelseslængden for den kommende voksenlærling/-elev, er I klar til at indgå en uddannelsesaftale. Find aftalepapirerne og læs mere her.

5. Ansøg om tilskud til voksenlærling/-elev

Inden for en måned efter eleven er påbegyndt sin uddannelse, skal I sende en ansøgning om voksenlærlingetilskud til jobcenteret. Ansøg om tilskud på vitas.bm.dk.

6. Ansøg om Arbejdsgivernes Uddannelsesbidrag

Voksenlærlingetilskuddet fra jobcenteret gælder for den periode, hvor lærlingen/eleven er i praktik. I skoleperioden kan virksomheden få tilskud fra Arbejdsgivernes Uddannelsesbidrag (AUB) på op til 5.240 kr. pr. uge (2020-niveau). Læs mere og hent ansøgningsskema her.

Download guiden